Retningslinjer for brug af sociale medier på Frejlev Skole
På Frejlev Skole benyttes Aula til intern kommunikation samt til information og meddelelser mellem skole, forældre og elever. MinUddannelse benyttes som kommunikation mellem medarbejdere, elever og forældre omkring undervisnings indhold og organisering.
Skolens facebookside benyttes udelukkende til at fortælle den gode historie f.eks. i forlængelse af spændende arrangementer på skolen. Billeder kan også deles med elever og forældre i Aula.
Billeder, der viser skolens brugere, skal slettes fra telefonen/kameraet efter brug. Billeder af skolens brugere må ikke offentliggøres uden samtykke fra forældre, medmindre billederne viser brugere, der ikke kan genkendes. Alle opslag på Facebooksiden godkendes af administratorerne. Det er ligeledes administratorerne, der sletter eventuelle negative/kritiske kommentarer. Personalet beslutter selv om de vil være på Facebook.
Som ansat på Frejlev Skole er det ikke tilladt at anvende SoMe til kommunikation med elever og forældre – hverken i grupper eller individuelt i forbindelse med arbejdet.
I særlige tilfælde, f.eks. hvis der er tale om særligt sårbare elever, kan der benyttes smsbeskeder til kommunikation, men det skal tilstræbes at det kun er for en periode hvorefter kommunikationen overgår til Aula og Min Uddannelse.
Ovenstående evalueres i forbindelse med den årlige evaluering af ”Mere tid til kerneopgaven” i foråret 2026.