Praktisk Information:
Fritidsklubben er et eftermiddagstilbud for de børn, der går på 4., 5. og 6. årgang på Frejlev Skole. Fritidsklubben befinder sig, sammen med Frejlev Ungdomsklub og Frejlev Skoles K-klasse (Diamanten), i det store røde hus på Frejlev Skolevej 1. Fritidsklubben er indrettet med alderssvarende rammer med mulighed for fordybelse, hygge og ro, men også med mulighed for at danse og konkurrere i fysiske aktiviteter.
Ukontrolleret pasning
Alle tilmeldte børn er alle automatisk ”ukontrollerede”. Det betyder, at børnene selv krydser sig ind og ud på en skærm, der hænger i køkkenalrummet. I forældre laver selv aftaler med jeres børn om, hvornår de skal hjem, og børnene holder selv øje med tiden. I skal ikke informere personalet, hvis jeres barn er syg eller skal på ferie.
Åbningstider/ferier:
Vi åbner når børnene har fri fra skole og lukker kl. 17.00. Fredag lukker vi kl. 16.30. Det sker at vi har åbent til kl. 19.00 på udvalgte tirsdage. Det sker, når vi er på tur ud af huset eller afholder f.eks. spiseaften i Fritidsklubben. Fritidsklubben er lukket i skolens ferier, helligdage samt på andre skolefridage.
Indmelding/udmelding:
Indmelding/udmelding sker via Aalborg Kommunes hjemmeside. Varsel for udmelding af Fritidsklubben er løbende måned + en måned.